Når du fisker i Sverige, får du altid lidt mere med hjem igen. Du får nemlig en masse gode naturoplevelser. Naturen er bare så flot og alsidig i dette store land som ligger i gunstig afstand fra lille Danmark. Hermed kan alle være med. Og os der bor i nærheden af København, har endnu tættere på disse naturherligheder.

Sverige som fiskested

Sverige er et enormt stort land, med et meget varieret fiskeri. Det er muligt at hygge sig med de fiskemetoder man benytter hjemmefra, og så tage den derfra. Men man kan også bygge videre på sin samling. Jeg har mødt lokale lystfiskere i de sydsvenske åer, der fangede spætter på tøjklemmer? Og har mødt nordboere, der fiskede med lange birkepinde med orm for at trække store fede bækørreder på land. Og rundt om Sverige er der hav nok til alle. Fra store brakvandsgedder til kæmpelaks. Sverige har så sandelig noget at byde på.

Jeg har selv fisket i Sverige siden 1993, hvor jeg for første gang stiftede kendskab til begrebet lystfiskeri. Det var i Helge å i Småland, og det var min bror der lokkede. Han var selv en ivrig lystfisker, og havde allerede været der nogle gange, og synes det kunne være hyggeligt at få brormand med. Jeg var mest til natur og egentlig ikke til fiskeri, men det skulle denne tur altså få lavet om på. Faktisk fik jeg min egentlige fiskedebut i selv samme å, hvor jeg nu selv har købt et sommerhus – eller et torp, som svenskerne kalder det. Jeg har fisket i åen adskillige gange hvert eneste år lige siden 1993.

Helge å en regnfuld dag

Selvom det godt kan regne, skal der alligevel fiskes.

Netop Helge å er ret interessant set med forskellige briller på. For det er Nordeuropas mest artsrige å med omkring 50 forskellige fiskearter – intet mindre ..! Så her er både til mede-, spinne- og fluefiskeri. Og med et helt nyt projekt for at genudsætte en ny laksebestand, bliver det kun interessant at følge. I åen har jeg til dato selv fanget følgende arter: Bækørred, gedde, aborre, brasen, hork, ål, flire, døbel, sandart, karpe, skalle, rudskalle, strømskalle og krebs.

At fiske i Sveriges natur ...

Helge å en (meget) tidlig morgenstund.

Især døbel er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Den er nemlig en virkelig god fighter, der kræver godt grej at beherske. Og i Helge å er der mange af dem. Jeg har fanget disse smukke fisk på både spin og mede med brød og majs. Og så er jeg heldig at have fundet mit helt eget sving, som vi har navngivet Eldoradosvinget, efter min fætter fik en døbel på 4,5 kg hvilket er en rekordstor fisk!

Døbel på land

Her står jeg med en herlig døbel, der straks får friheden igen.

 

 

Det nordlige Dalarna

Men Sverige er mere end det sydlige, og jeg har haft fornøjelsen af at have været rundt i det meste af det kæmpe store land. Fra vandringer i det nordligste Lapland til et fantastisk fiskeeventyr i de klarvandet åer og elve i Midtsverige omkring Idre. Og her vender jeg tilbage år efter år, og håber nu at det kan blive en fast tradition i mange år fremover. Turen er for det meste sammen med min bror, men vi har også haft vores far og onkel med samt nogle kammerater. Nogle år måtte vi vente flere dage før nymferne klækkede, og der endelig kom gang i fluefiskeriet efter store stallinger. Andre år er det bare at svinge fluekæppen og så er der fisk på.

En fjeldørred måtte lade livet for en god frokost.

En fjeldørred måtte lade livet for en god frokost.

Her fisker min bror efter stalling på en vindstille dag på grænsen til Norge.

Her fisker min bror efter stalling på en vindstille dag på grænsen til Norge.

 

En smuk lille stalling fra Storån i Idre, Dalarna, Sverige

Når majfluerne endelig finder sig til rette på overfladen af det stilleflydende vand, er der pludselig gevinst på tørfluer med de rigtige farver. Her er det om at læse insekterne, for denne dag var det kun brun farve der virkede.

Her har min bror en stalling på fluen, og det var han vist vældig glad for.

Her har min bror en stalling på fluen, og det var han vist vældig glad for.

Det er svært at skulle videre fra så smukke omgivelser i Idre, når der er fisk alle steder. Alligevel afbryder vi af og til fiskeriet, og erstatter det med en gåtur til andre spændende steder. Eksempelvis har vi besøgt Sveriges højeste vandfald med et fald på ca. 90 meter. Det ligger ved Mörkret ca. 30 km fra Idre by. Turen til vandfaldet er en gåtur på ca. 3 km der varmt kan anbefales. Men vi bruger også en del tid på at kigge efter fugle som ugler, ørne, spurve og spætter. Området ved Sveriges højeste vandfald er én stor nationalpark: Fulufjeldet. Her bor der to bjørnepar, og man kan være heldig at spotte dem (selvom det kun sker yderst sjældent). Jeg har set den forholdsvis sjældne lavskrige flere gange i området. Og på hver tur har vi også set elge, rensdyr, bævere og sågar spor efter ulve (!)

Fluegrejet hviler sig ved en tjärn i det nordlige Dalarna.

Fluegrejet hviler sig ved en tjärn i det nordlige Dalarna.

Mere fluefiskeri

Men det er trods alt fiskeriet det handler om, når man har kørt næsten 900 km. Og gerne fluefiskeriet – for det er en ubeskrivelig oplevelse at stå ved eller i elven, og kaste sine fluer i bløde bevægelser. Og en fryd når fluen så lander lige foran fisken, der stiger til overfladen og trækker fluen med sig. Har du ikke selv prøvet dette, må du simpelthen gøre det. Hellere i morgen end i overmorgen.

Koncentreret fluefiskeri

Her er jeg i fuld koncentration med fokus på fluen – og på fisken.

Man er ligesom ét med naturen, når man svinger fluekæppen. Og man bliver fuldstændig gensplejset med den, når der pludselig er bid! Du står med din stang og line i hånden – og for enden af linen har en fisk bidt sig fast i den flue, du vidste ville blive en succes. Det er helt fantastisk …

Stalling på fluen

Her har jeg igen en stalling på fluen – herligt.

Stalling fra Fulan-åen

En herlig fight med denne stalling taget på en sort nymfe i juni 2011 i det nordlige Dalarna. Hvad venter du på?